FILM & TV

Rathsack og narkokrigen

Kanal: TV 2  |  Rolle: Instruktør & fotograf

Tidl. jægersoldat Thomas Rathsack drager til Colombia – epicentret for verdens kokainproduktion for at vise os danskere de blodige konsekvenser af et stigende kokainforbrug. Rathsack har qua sin baggrund unik adgang til hærenheden Commando Junglas, der tungt bevæbnet sprænger kokainlabatorier i luften. Undervejs begiver Rathsack og Morten sig ud på en farefuld færd for at møde de mennesker, der producere kokainen. En ikke ufarlig rejse igennem bandeland.

IT-boblen - ekstase og kollaps

Kanal: DR 1  |  Rolle: Instruktør dramatiseringer & fotograf

Da IT-boblen bristede i år 2000, var det kulminationen på en periode med store drømme, hurtige penge og en overdrevet tro på internettets muligheder. Hør historien om den vanvittige rejse fra nogle af de pionerer, der oplevede at blive millionærer på et splitsekund og miste det hele igen lige så hurtigt.

Danske mord

Kanal: DR 1  |  Rolle: Tilrettelægger

Hvordan efterforskede og opklarede politiet tre af de mest markante danske mordsager gennem tiden? Og hvilken betydning fik de i samfundet? De store drabssager prægede ikke alene deres tid, men har sat varige spor i samfundet og politiets arbejdsmetoder.

Generation Sugardating

Kanal: TV 2  |  Rolle: Instruktør dramatiseringer & fotograf

Dating eller prostitution?

Radioværten Majbritt Maria Lundgaard mener, at sugardating er det samme som prostitution, men i denne dokumentar udfordrer hun sig selv og prøver at få penge for en date. Samtidig møder hun en række unge sugardatere og hører om deres oplevelser. Både når det går godt, og når det går helt galt.

Sugardating - alt har en pris

Kanal: TV 2 Play |  Rolle: Tilrettelægger og fotograf

Sarah, Lara Denice, Line og Amalie er fire unge kvinder, der alle tilbyder deres selskab til mænd som sugarbabes. De har sagt farvel til almindelig dating og jagter nu i stedet forkælelse, gaver og luksus. Et liv, hvor de samtidig kæmper med deres egne grænser, fortid og omverdenens fordømmelse.

Sabbatår i krig

Kanal: P3  |  Rolle: Fotograf

Der er rift om pladserne for at blive værnepligtig i forsvaret. Men hvorfor droppe højskoleophold og backpackerliv for at hoppe i uniformen og vælge militærets stramme disciplin? Serien følger ti ungeværnepligtige, som prøver at finde ud af, hvem de er, og hvad de skal med deres liv.

 

Hitlers Danske Soldater

Kanal: DR 2  |  Rolle: Fotograf

Pernille Bjarnhof Storms far kæmpede for Hitler under krigen. Dokumenter fra hendes fars sag blev stjålet fra Rigsarkivet sammen med dokumenter fra hundredvis af andre sager. Politiefterforsker Martin Q. Magnussen hjælper Pernille med at finde arkiverne og sandheden om hendes far.

Det utilgivelige

Kanal: TV 2  |  Rolle: Instruktør & fotograf

En sommeraften oplever Morten Larsen det, der er enhver forælders største mareridt: Hans kæreste og moren til deres niårige datter, Bell, slår i en psykose Bell ihjel. Tre dage inden drabet havde hun søgt hjælp på psykiatrisk afdeling, men efter mindre end et døgn var hun udskrevet igen.

Nu forsøger Lisbeth Zornig at hjælpe Morten med at forstå, hvordan det kunne ske, og hvorfor ingen i psykiatrien greb ind, før det var for sent. Vil det hjælpe Morten til at finde fred og måske endda tilgive ‘Det utilgivelige’?

Misbrug: Shila

Kanal: TV 2  |  Rolle: Instruktør & fotograf

Shila ved godt, hun er i livsfare, men hun kan ikke stoppe med at tage kokain. Hun lyver for sin familie og siger, hun er 'clean', alt imens hun tager til Brøndbys kampe og 'suger snitter'. Selv om Shilas mor, søstre og tiårige nevø betyder alt for hende, vælger hun alligevel kokainen, og deres skuffelse vokser for hver gang, de opdager en løgn. Nu magter Shilas familie ikke mere. De stiller hende et ultimatum - det er enten stofferne eller et tilbud om behandling.

 

Jeg er i live

Kanal: TV 2  |  Rolle: Instruktør & fotograf

Hver dag får 97 danskere konstateret kræft. En diagnose som er meget ensom og tabubelagt. I en ny dokumentar har vi fulgt tre kræftsyge, mens de gennemgår en af de sværeste perioder i deres liv. Men gennem Instagram har de fundet et fællesskab og finder støtte, når de deler deres mest intime og sårbare øjeblikke uden filter.

Når hjernen svigter

Kanal: TV 2  |  Rolle: Instruktør & fotograf

I marts 2018 døde tv-værten Michèle Bellaiches mor af kræft. Men hun var også ramt af en anden sygdom: Demens. Denne dokumentar er tv-værtens personlige møde med den sygdom, hendes mor blev ramt af.

Undskyld vi fik børn

Kanal: DR 2  |  Rolle: Tilrettelægger & fotograf

Hvordan klarer du hverdagen, når du er blind og har en meget livlig søn på halvandet år? Det får vi svaret på, når vi følger Kenneth og Stine og deres søn Linus. Selvom de ikke kan se, hvad de køber ind eller hvor knægten er, klarerer de sig med forbløffende lidt hjælp. Men nu vil de have endnu mindre hjælp fra det offentlige. Spørgsmålet er om det er ansvarligt at overlade ansvaret for et lille barn til to blinde. 

 

Rynker & Rollinger

Kanal: TV 2  |  Rolle: Instruktør & fotograf

Freddy, Stuart og Torben fik alle børn langt efter de var fyldt 50 år. Vi følger de tre gamle fædre og deres børn i et halvt år med store op- og nedture. Deres børn går i børnehave eller er lige startet i skole, og børnene får masser af kærlighed og opmærksomhed. Men de gamle fædre bliver også ramt af blodprop og skal have skiftet hoften. Spørgsmålet er, om det er ok for børnene at have en gammel far?

 

Helbrederne

Kanal: TV 2  |  Rolle: Tilrettelægger & fotograf

I 'Helbrederne' følger vi en række alvorligt syge, der går i alternativ behandling, mens skeptiske læger følger med på sidelinjen.

Må Mathilde dø?

Kanal: TV 2  |  Rolle: Idé, instruktør & fotograf

Som den første i Danmark har Mathilde Gersby fået transplanteret et nyt sæt lunger to gange. Hun ved, at de nye lunger en dag vil stoppe med at virke. At det sandsynligvis vil betyde, at hun kommer til at lide. Derfor kæmper hun for retten til aktiv dødshjælp.

Det mystiske Danmark

Kanal: TV 2  |  Rolle: Tilrettelægger & fotograf

I fire programmer møder Puk Elgård danskere, der siger, at de har evner udover det sædvanelige. I første udsendelse møder Puk Pernille, der har mistet sin mor. Måske begik hun selvmord. Mediet Marzcia Techau forsøger at få kontakt til den døde mor for at opklare mysteriet - og undervejs får Puk tilsyneladende også kontakt til sin egen afdøde mor.

 

Robert Hansen: Tilbage til livet

Kanal: Discovery Plus  |  Rolle: VJ

En flænge i kranspulsåren var tæt på at koste Robert Hansen livet. Men en otte timers lang operation hvor hjertet stoppes, og han blev holdt kunstigt i live var med til at redde hans liv. Følg Roberts kamp for at komme tilbage til livet.

Live og liderlig

Kanal: DR 3  |  Rolle: VJ

I den danske pornobranche er linjerne mellem brugere og udøvere begyndt at flyde sammen. Det er nu blevet muligt at blive betalt for at lave porno, bare ved hjælp at et enkelt klik på en mus. Maria er 30 år, delemor og studerende. Hun er også webcam-modellen FJ Ginger, der tænder på dominans og fistinghænder. Også kæresteparret Katja og Jacob sælger sex over internettet. Her ydmyger de deres slaver, mens flæskestegen står i ovnen. Samtidig forsøger skandale-baben Nicole Brøggler både at realisere sin pornodrøm og at få sin mors accept. Fælles for dem er, at de er fire ud af 900 danskere, som tjener penge på at sende live-porno direkte fra deres dagligstuer.

 
 

PRESSE

Kommer snart

 
 

OM MIG

Jeg har en bachelorgrad inden for TV- & medietilrettelæggelse fra Danmarks Medie- & Journalisthøjskole. Min erfaring inden for film og tv strækker sig tilbage til 2003.

Fra 2012 har jeg beskæftiget mig med et bredt spektrum af genrer, der spænder fra underholdning, livsstil, live shows og reality til dokumentar. Siden 2016 har mit primære fokus været dokumentargenren, hvor jeg engagerer mig i intense og samfundsrelevante fortællinger, der ikke blot underholder, men også oplyser og bidrager til debat. Min tilgang er kendetegnet ved evnen til at skildre den rå virkelighed, som jeg stræber efter at indfange.

Jeg er optaget af dramaturgi og filmiske virkemidler fremfor "formatering" og konventionel historiefortælling. Dramaturgi udgør en essentiel del af min arbejdsmetode, hvor jeg stræber efter at skabe engagerende oplevelser, uden at kompromittere den journalistiske integritet. Jagten på det autentiske og uforudsigelige virkelighedsmoment driver mig i jagten på de magiske øjeblikke, der udfolder sig foran kameraet. Målet er at vække følelser og indsigt hos publikum, måske endda give dem et nyt syn på sig selv eller verden, selvom det kun varer et kort øjeblik.